Bogstavmassage
Skrevet: december 28, 2011 Arkiveret i: Nye bogstavlege, Pauselege og spil, Uncategorized Leave a comment »Giv hvert barn fx 2 a’er som er printet eller skrevet på et stykke papir ca 3 x 5 cm
Det ene a lægger børnene på et stort bord
Det andet a krøller barnet sammen til en lille kugle, den voksne samler alle a-kuglerne sammen i en 4-liters plastpose, presser luften ud af og binder knude på posen. Dette er bogstavmassagebolden. Hvis man har brug for en mere hård massagebold, kan bogstaverne limes på små plastbolde, kastanjer, runde sten…. og så sys ind i en stofpose af fleece eller andet tykt og blødt materiale.
Børnene lægger sig efter tur op på bordet og bliver masseret af en kammerat. De skal ligge på bogstaverne og det er bogstav a der skal masseres på ryggen af børnene, med udgangspunkt i den rigtige skrivevej
Alle børn siger bogstavlyden imens – ikke for højt, det skal være en stille og sanselig aktivitet – og det kan også foregå ude ved bord-bænkesættet, en varm sommerdag.
Bogstavballade, et løbende vendespil med fut i!
Skrevet: december 12, 2011 Arkiveret i: Uncategorized Leave a comment »Udstyr: kongekrone, prinsekrone, prinsessekrone, store ordkort, ca. 30 x 40 cm, med ord på 2-3 bogstaver og kun 1 stavelse. F. eks.: ko, so, is, si, bi, by…/det kan evt. også være billeder af disse ting. Det kan også være børnenes navne.
En stor tavle, hvor du på forhånd har skrevet alle de mulige ord: konge, prins, prinsesse, ko, so osv. rundt omkring på tavlen
En fluesmækker eller en stor, ‘blød’ trommestik
Legen:
Et barn, (førstevælgeren) går udenfor døren, og vælger sammen med en voksen den krone/hat/ordkort, som barnet ønsker. Barnet får krone/hat på eller ordkort i hænderne, ordkortet skal holdes med begge hænder over hovedet. Barnet banker på døren, og alle råber ‘kom ind’. De børn, der kan se/læse hvad der står, rækker en hånd op.
Førstevælgeren vælger en kammerat, der har hånden oppe, og kammeraten får en fluesmækker/trommestik og går/løber op til tavlen, finder ordet og giver det et klask. Det barn der har klasket ordet, er nu den næste førstevælger, der skal udenfor døren – og så fremdeles. Hvis der er børn, der har svært ved at huske bogstaver, kan det være en idé at give dem et ‘hjælpekort’ med ordet, så opgaven går ud på at finde det ord der er magen til’.
Er der ingen tavle, kan du også lægge store ordkort ud på gulvet, f. eks. i gymnastiksalen. Så er opgaven blot at gå/løbe/hoppe hen til det rigtige ordkort, som førstevælgeren viser frem. Denne leg kan også leges på legepladsen eller på græsset…
PS Prins og prinsesse er gode ord at klappe og se på – hvor lange er de? Det samme med konge og kongekrone.
Nu går jagten på (navne)ord ind – med håndskrevne ordkort
Skrevet: november 21, 2011 Arkiveret i: Uncategorized Leave a comment »Materialer: En kasse kartotekskort fra boghandleren og en tyk, sort tus, og tape
Nu er det tid at sætte navn på alting i klassen. Lad børnene kigge rundt, og spørg hvad de kan se: en dør, en væg, et bord, en tavle osv. Skriv kortene, og lad børnene hænge deres ordkort op, på de ting de benævner. Når alle ved, hvad der står på kortene tages de ned. Og den næste opgave bliver så at hænge ordene op de rigtige steder. Her kan man arbejde lidt med forlydene, så børnene vænnes til opmærksomhed på første lyd i ordene.
Har I en ‘glemmekasse’ stående, kan der også sættes ordkort på de glemte sager, der er muligvis flere af samme slags, det er rigtig godt, så bliver ordene repeteret.
Ordkortene kan også skrives på computer, enkelte børn kan måske hjælpe med dette arbejde. Siden kan de evt. lamineres, så de kan bruges igen og igen.
Æblemuffins
Skrevet: oktober 15, 2011 Arkiveret i: Uncategorized Leave a comment »250 g smør
250 g rørsukker
4 æg
300 g mel
2 tsk bagepulver
2 tsk vaniljesukker
50 g hakkede nødder
1 1/4 dl mælk
200 g æble i tern, gerne Ingrid Marie æbler
Rør smør, sukker og vanilje sammen, så det bliver hvidt og luftig (ca. 10 minutter). Æggene røres i et ad gangen. Mel og bagepulver blandes, røres i, mælken tilsættes. Nødderne vendes i og til sidst æbleternene, gem lidt æbletern til toppen af kagerne.
Kom dejen i muffins forme, bag v/180° C ca. 20 minutter.
Stafet med bogstaver til én af de sidste sommerdage…
Skrevet: oktober 1, 2011 Arkiveret i: Nye bogstavlege, Pladskrævende bogstavaktiviteter, Udendørs bogstavaktiviteter, Uncategorized Leave a comment »Her er en idé til en af de sidste sommerdage
Del børnene i to hold, som til almindelig stafetløb, og lad hvert hold få en stak bogstavkort lagt i alfabetisk orden. Den ene stak skal være med små bogstaver (som begynder stafettern) og den anden stak skal være med store bogstaver.
Nu begynder stafetten, og den første løber får et lille ‘a’ i hånden. Når løberen når frem til det næste barn, lægger han det lille ‘a’ i en papkasse og siger ‘a’ meget højt, hele holdet gentager ‘a’.
Den næste løber får et stort ‘A’, løber tilbage og lægger det i en papkasse, og siger… se ovenfor.
Der kan være flere konkurrerende hold.
Man kan vælge at løbe et rent ‘vokalløb’ eller man kan tage udvalgte og nyligt indlærte bogstaver til dysten.
Det kan også være en ordstafet, hvor man først løber med bogstaverne (fx) i, s, o, k, b, og gerne 4 eksemplarer af hvert bogstav.
Efter løbet skal holdet danne så mange rigtige ord som muligt. Man kan konkurrere på tid, hjælpsomhed eller antal ord. Ordene kan hænges på en snor, sættes på en whiteboardtavle eller limes ind på et A4 karton. Som præmie kan alle børn få en is – hvis ordet ellers er stavet korrekt!
Vokalarbejde for begyndere
Skrevet: september 11, 2011 Arkiveret i: Lærervejledning, Uncategorized Leave a comment »Hvilke vokaler skal børnene lære først? Rækkefølgen er ikke så vigtig, men det er vigtigt at vokallydene ikke ligger for tæt på hinanden, når de præsenteres. En mulig rækkefølge kan være:
a, o, i, ø, u, e, y, æ, å
På: http://www.gratisskole.dk/
Se under nyheder ude til højre
Her findes vokaler som vendespil/billedlotteri/med billeder og vokaler – store bogstaver. Det kunne måske være en fordel, i stedet at bruge de små bogstaver, som findes på samme website, endda i skrivehus!
Find dem under: fag-klassetrin/børnehaveklasse/dansk/bogstaver/små/små i skrivehus.
De udprintede ark lamineres og klippes ud. Lad børnene køre en tur med pegefingeren på bogstavets skrivevej, når det rigtige bogstav er fundet.
Stavesang som appetitvækker til begynderstavning
Skrevet: september 10, 2011 Arkiveret i: Sanglege med bogstaver, Uncategorized 2 Comments »Mel: Vi ruller og ruller osv. fra Børnetimen ‘Vi er ude på noget’
Du kan høre melodien her:
http://www.youtube.com/watch?v=a5-XNcmFPqk
Nu staver vi alle, nu staver Palle
nu staver Polle og nu staver Ruth
vi staver og staver, det dét vi laver
ja børn’ne de staver, for de har jo krudt
trut trut
Vi staver nu, vi staver nu
til ord vi ikke kender
vi staver nu, vi staver nu
til navnene på venner
så pyt med pytter og mad klokken atten
pyt med at putte i sengen om natten
pyt med det kolde, eller varme eller våde
for vi vil nemlig stave til noed’!
PS Så er det tid til at stave vennernes navne…
Ordklasser og klassens ord: begyndergrammatik og terningleg på én gang
Skrevet: september 5, 2011 Arkiveret i: Uncategorized Leave a comment »Læs om tørresnoren her på bloggen. Hæng 2 tørresnore op.
På den ene snor hænges ordkort med ting, der har sit eget navn: f.eks. bord, stol, radiator, vindue, lampe, computer. Lad endelig børnene hjælpe til, med gode forslag.
På den anden snor hænges ordkort med ting man kan gøre: f. eks. hoppe, klappe, vinke, hinke, blinke, smile.
På hver snor vælges 6 ord, som får sit eget tal fra 1-6, som sættes fast på de ønskede ord.
Nu kan man bruge én kæmpeterninger (skumterninger fås i flere størrelser hos firmaet Tress), barnet kan vælge om han/hun vil arbejde med den ene slags ord eller den anden slags ord.
Sådan: spilleren slår én firer, og får måske ordet ‘bord’. Den voksne hjælper med at læse ordet, og barnet går hen til – eller peger på et bord. Den næste spiller får måske en femmer, og får til opgave at blinke. Og sådan fortsættes legen. Måske kommer der flere ord til efterhånden, og tallene kan sættes på ordene – efter behov.
Sprog: Den øgede opmærksomhed på ord, at alting har et ord, både det man kan SE og det man kan GØRE, er en god viden for børnene, når de skal til at lære at læse. At se, høre og arbejde med sprogets ‘byggeklodser’ er givende for småfolks sprogudvikling, ordforråd og sproglige bevidsthed.
Brombærmarmelade i september
Skrevet: september 5, 2011 Arkiveret i: Uncategorized Leave a comment »Nu er det tid til at plukke brombær med børnene. Brombær er gode til brombærsyltetøj, det er nemt at lave, når man bruger syltesukker. På Dansukkers link, dansukker.dk findes fine etiketter, som man kan printe ud, i valgfrit design, størrelse og skrift.
Hvem kan høre hvad der er i røret? Til arbejdet med lydskelneevnen…
Skrevet: august 9, 2011 Arkiveret i: Uncategorized Leave a comment »Køb og spis en masse dejlige chips fra Pringles, dem i rør, der står i en stabel. De kan købes i bl.a. Aldi.
Til legen skal der bruges mindst 5 tomme Pringles-rør. Og 5 tomme syltetøjsglas.
Rørene skal males i en god farve og eventuelt også have en gang lak.
Der sættes et stort tal på hvert rør.
Skriv i bunden på hvert rør, hvad det indeholder.
Kom lidt fyld i hvert rør og lim låget fast, så røret ikke kan åbnes, brug evt. limpistol.
I rør nr. 1 skal der være sand eller fin bulgur/ris eller lignende
I rør nr. 2 skal der være rørperler
I rør nr. 3 skal der være store træperler
I rør nr. 4 skal der være legoklodser eller kastanjer
I rør nr. 5 skal der være mælkelåg fra skolemælk
Du kan også bruge små bolde, terninger, småsten og hvad du ellers møder på din vej
Børnene kan være med til at beslutte HVAD der skal puttes i lydrørene – og hvor meget der skal i, før lyden er god.
Lav et tilsvarende sæt, med de samme ‘raslematerialer´ i syltetøjsglas – men uden tal på.
Lydlegen:
De 5 syltetøjsglas skal stå på et bord, så alle kan se hvad der er i. Disse glas er blot med i legen, for at børnene kan huske, hvilke ting der er i rørene, som en slags facitliste.
Nu skal børnene skiftes til at gætte hvad der er i raslerøret, er det noget småt eller stort? Lytningen kan forstærkes, hvis barnet der gætter har bind for øjnene.
Når barnet har et bud, læser den voksne i bunden, for at se om det er rigtigt. Ellers gættes der igen, man må gætte en eller flere gange, alt efter sværhedsgrad og børnegruppe.
Sprog: Brug også tallene, når I taler om lydene, både rør et, to, tre og første, andet tredje rør osv.