Skriftsprogsstimulering – småfolks glæde ved bogstaver og ord

Bogstaverne bliver ikke bedre af at blive gemt til skolen.

Jeg vil gerne vise, at den talesprogstimulering, som vi alle benytter os af i vores daglige liv med børn, uden videre kan overføres til skriftsprogsstimulering. Derfor vil jeg forsøge, at stille de to sprog op over for hinanden, så logikken bliver til at få øje på.

Min kongstanke er, at det lille barn skal møde en varm og overvældende positiv interesse fra de nærmeste voksne, hver gang det bevæger sig ind i bogstavernes verden. På nøjagtig samme måde, som hvis det var lyde og ord. Hvor mange gange har en glad mor ikke ringet til bedsteforældrene i Jylland og fortalt, at nu kunne lille Oscar sige ’bar’, der naturligvis betød ’far’? Den samme glødende interesse, skal komme skriftsproget til gode. Alle voksne i barnets nære miljø, skal være parate til at bakke barnets bogstavinteresse op.

Hvornår skal man begynde skriftsprogstimuleringen?

Skriftsprogsstimuleringen skal begynde fra børnene er helt små, så der foregår en løbende parallel udvikling mellem tale- og skriftsprog. Børnene bliver således ’tosprogede’, de får grundlaget for et mundtligt ’her-og-nu-sprog’, og et tavst sprog som ikke er afhængigt af tid og sted.

Det er vigtigt at fabulere og eksperimentere

Jeg vil gerne have børn og deres voksne til at eksperimentere, og udfolde sig kreativt med bogstaver. Alle voksne ved stort set, hvordan ’rigtige’ bogstaver skal se ud, men det skal ikke være nogen hindring for, at børn kan nærme sig det skriftsproglige univers, med alle sanser åbne og på legens og fantasiens vinger. Børn er nybyggere på bogstavprærien. Bogstaverne behøver ikke at være formfuldendte, det er selve arbejdet med bogstaver og ord, der er det vigtige. Og i øvrigt findes der et væld af skrifttyper og mærkelige kragetæer, så børn kan ligeså godt – først som sidst kaste sig ud i genkendelsens glæde, når de ser noget der ligner et bogstav.

Når det gælder retstavning, kan børn, i indskolingen bruge ’børnestavning’, hvor de helt legalt, staver efter ’gehør’, og lader skrappe krav om formfuldendt retstavning vige for spontan ytringslyst. Det skal være lysten, der driver barnet. Ikke ønsket om formel finesse i stavningen. Det kommer nemlig med tiden, når barnet på et tidspunkt retter sig selv.

Ligeværdighed mellem børn og voksne

Det er vigtigt for mig at vise, at skriftsprogsstimulering altid skal hvile på et grundlag af ligeværdighed mellem børn og voksne. I den enkelte børnegruppe skal der skabes et rum for eksperimenter og fabuleren, og det kommer kun, hvis alle i gruppen føler sig trygge og måske endda kommer i flow, hvor man glemmer tid og sted.

Naturen er en vigtig læringsplatform

Derfor vil jeg beskrive nogle mulige lærings-arenaer, hvor læringen bliver usynlig, og fantasien og legen bliver den egentlige drivkraft. Jeg vil også gerne have både børn og voksne ud i naturen, for i naturen kan børn og voksne opnå en større følelse af fællesskab og ligeværd. Måske fordi vi alle kan opleve at blive kolde, våde, sultne og tissetrængende samtidig, og må finde vores egne og fælles løsninger på de udfordringer vi møder ude i naturen.

Naturen taler også til barnets indre stenalder-/vikingeinstinkt, som er sejt og udholdende og frem for alt kreativt og nytænkende. Jeg vil senere vende tilbage, og uddybe dette emne i et indlæg om ’naturlige bogstaver’.

Skriftsproget – det forsømte sprog

Vi forsømmer ikke en chance for at stimulere småbørns talesprog. Straks det lille bitte barn siger en eller anden lyd, i retning af ’elle’ svarer vi glade ’frikadelle’, og ’dygtiiig’. Der er en konstant positiv opmærksomhed på både spædbørns og småbørns famlende og ufuldendte forsøg med talesproget. Stort set alle forældre gør det helt rigtige, stimulerer og gentager og opmuntrer barnet, til et snakkende samspil på ’volapykplanet’, så det er ikke så mærkeligt, at næsten alle børn er godt med sprogligt.

Og i hele verden er det er en gammel tradition at synge vuggesange, læse rim og remser og tale til selv meget små børn om, hvad der sker på det helt nære plan. ’Nu skal du have din nye flyverdragt på, og så skal vi ud til faster Anne’. Alt dette danner det bedst mulige grundlag for den sproglige udvikling.

Og de små bruger sproget hele tiden. Somme tider også højt og godt, for i daginstitutionen er der mange børn, der taler samtidig. Det er ikke altid at børn er opmærksomme på, om der overhovedet er en ’modtager’ af deres talestrøm. Eller er opmærksomme på, om den de har henvendt sig til, faktisk lytter. Derfor går snakken igen og igen, højere og højere, til barnet bliver hørt. ’Ja. Ja, jeg er ikke døv’ siger vi så, når vi har indstillet os på at lytte til det ivrige barn. Det kan også godt være, at barnet samtidig hopper op og ned eller hiver i os, for at vise, at nu er det altså nu, vi skal lytte.

Hvad så med skriftsproget, hvem sørger for at stimulere det? Hvem giver barnet den interesse/opmuntring og det grundlag, som skriftsproget skal bygge på? Skriftsproget skal behandles med samme kærlighed og opmærksomhed som talesproget. Barnet har brug for, at vi giver dem lyst til at udforske dette stille sprog, som nok ses, men ikke høres. Ikke før det bliver læst højt i hvert fald. Det prøvende, kreative og eksperimenterende ’volapykplan’ skal danne grundlag for ’rigtigt’ skriftsprog. Der skal legeskrives og legelæses.

Børn skal have mulighed for at ’lægge skinner ud’, så der er banet vej for de ord og sætninger (strukturer), som de endnu ikke forstår. Og frem for alt skal det ske i deres eget tempo og uden pres.

I gamle dage

I min skoletid lærte vi bogstaverne, lærte at stave – og så blev det fra lærerside forlangt, at vi blot skulle skrive små historier og genfortællinger. Vi skulle endelig huske, at der skulle være både indledning og afslutning, men ingen fortalte, eller gav eksempler på, hvordan man kunne skrive sådan noget. Det svarer til at skulle køre bil – uden at have siddet ved rattet før. Det var rent ud sagt træls, for hvordan skrive uden skrivekundskaber? Det tog sin tid, skulle jeg hilse og sige. Det stakkels barn (mig), var overladt til en overvældende hjælpeløshed og ensomhed i skrivearbejdet.

Og for at det ikke skulle være nok, så blev vi kastet ud i ’kryds og bolle disciplinen’, og det lige efter den første kedelige oplevelse. Nu skulle vi lære at sætte de besværlige pausetegn. Det var en stroppetur, der kunne tage humøret fra selv de mest kreative børn. I den tid fyldte de formelle skriveregler langt mere end det mulige indhold i teksterne.

Og hvordan var det med fortælleglæden, udtrykslysten? Hvordan kunne man sætte ’fuld damp på skriveriet’, så man blev ’hørt’ og ’set’ af ’modtageren’? Se, det var der desværre ikke mulighed for at lære. Læreren fik det skrevne med hjem, og efter et par dage, fik man sit skriftlige produkt tilbage, med en del røde rettelser i. Det var det. Jeg tror ikke, at nogen af os børn, tog det rettede frem, og forsøgte at se meningen med de røde rettelser. Det var svært at se nogen pædagogik ud over ’school of hard knocks’. Eller sagt med reklamesprog ’det er en om’er’.

I dag blæser der heldigvis andre vinde i skrivepædagogikken. Børnenes fantasi og fortælleglæde har fået plads i klasserummet.

Skriftsproget lever sit eget liv

’Den der lever skjult, lever godt’ er et gammelt ordsprog. Og det er lige hvad skriftsproget gør. Skriftsprogets skjulte liv foregår inde i lukkede tykke bøger, i tynde hæfter og nede i kuverter og sammenfoldet i lommer og i låste dagbøger. Og ude i nærmiljøet, er der er kun ganske lidt skriftsprog på parkeringsskilte. Der står også et par ord om lukketider på forretningsfacader, og busreklamer, men ellers er skriftsproget forvist til mørke og lukkede steder.

Det er ikke noget nyt, men det er nyt for barnet, at sproget er gemt så godt af vejen. Det er også nyt, at sproget er fuldstændig lydløst, og der er heller ikke nogen måde, man lige kan skrue op for skriftsproget, medmindre man laver kæmpe plakater eller uddeler løbesedler – eller skriver ordkort for de vigtigste ting. Så begynder skriftsproget at fylde noget i landskabet.

Det er kun læseren, der kan gøre skriftsproget levende. Hvis der altså er en læser. Læsere er nemlig et flygtigt folkefærd, det kan være svært nok at få farmand til at huske indkøbssedlen, og hvis han har husket den, både at læse og købe alt hvad der står. Forældre kan også glemme at læse børns skoleskema, så de kommer i skole uden gymnastiktøj, det har man hørt om.

Men dette skjulte, hemmelige sprog taler til børnenes ’borte-tit-tit/trylle/cirkus’ fornemmelse (objektkonstans). At finde en skat, fordi man har fundet et gammelt, forrevet skattekort, som lå under en sten i baghaven. At få en lille hvid kuvert, som man ved, må være en fødselsdagsinvitation, og så åbne kuverten, for igen at åbne kortet, se dét er noget børn elsker. Eller julekalenderens låger. Det kan være rigtig svært at lade de låger være, skønt det kun er et lille billede de skjuler. Det er skjult og vips, så er det der alligevel. At få en børnepose på en burgerrestaurant, med et skjult stykke legetøj nede i bunden. Ligesom ’den magiske sprogpose’ er et dejligt pædagogisk redskab til at sætte gang i børns tænkning og talesprog. Hvad mon der er i posen? Hvad mon der står i brevet?

Koden til vores kultur

Vi bliver født på stue A og ender vores liv på stue Å. Groft sagt. Vi får et personnummer og et navn, med et vist antal bogstaver. I vores samfund kan man ikke eksistere uden tal og bogstaver.

Læsning og skrivning kaldes i fagsprog for en kulturteknik. Det er et nyttigt redskab i lige netop vores samfund. Det er en menneskeskabt mulighed for at kunne kommunikere, også hvis læseren er langt væk i tid og sted. Dette sprog kaldes også situationsuafhængigt. Helt modsat talesproget som, udover lyd og artikulation, også betjener sig af øjenkontakt og kropssprog i selve talesituationen.

Hvis vi boede nede i junglen, var det ikke nødvendigt at lære børn at læse. De skulle helst lære noget helt andet. En dreng skulle måske være dygtig til at jage, en pige god til at se efter, at de små søskende ikke faldt ind i ilden. Så det er de menneskeskabte livsbetingelser i vores samfund, der har bestemt, at hvis man vil leve godt, eller bare overleve, så er man nødt til at kunne læse. I vores samfund betragtes det som et handicap, ikke at kunne læse.

Børn elsker og efterligner det, som de voksne bruger megen tid på

Børn ved instinktivt, at det voksne bruger megen tid og opmærksomhed på, er værd at gå efter. Far elsker f. eks. biler og traktorer – ligeså med lille Hassan. Mor elsker måske tøj og make up – og datteren har samme fascination. På samme måde med aviser og blade og bøger. Børn kan sidde og ’læse’ et blad, på nøjagtig samme måde, som far og mor. Dog uden at kunne mestre den kulturteknik, der hedder læsning. Men børnene ved udmærket godt, hvad det er de gør, de gør nemlig nøjagtig som far og mor. Og her har læsning en meget høj status.

Voksne elsker og efterligner ikke det, som børn bruger megen tid på

Men det skulle de voksne tage at gøre. Voksne skal gå ind i børns univers, og tage ’fantasibrillerne’ på, og udforske verden med samme iver som børnene. Ved at inspirere børn til skriftsprogsstimulerende lege og aktiviteter, ved at gå foran og

skabe en atmosfære af gensidig tillid og ligeværdighed. Det lønner sig at være åben, lyttende og have respekt for de idéer der opstår spontant i børnegruppen.

Og så er det altid en god ting at efterligne det, som barnet gør. Skriver barnet, så prøv at skrive det samme, så er der to, der kan diskutere, hvad der står/kan stå eller skal stå i det skrevne. Det hedder spejling, og spejling er i alt samvær en vigtig faktor, af den simple grund, at vi er flokdyr, som har et grundlæggende behov for at vise, at vi er med i gruppen.

D E F Ø R S T E S P R O G L Y D E

Den voksne bekræfter og svarer barnet, når det kommer med de første mere eller mindre bevidste lyde, selv om det er på ’volapykplanet’. Den voksne spejler barnets mimik og gentager lydene. Her er ingen hele ord, alt foregår på lydniveau. Det giver en ligeværdighed i samspillet, og her er der ingen, der retter barnet, her er alle barnets ytringer og udtryk legale. Og barnet har til enhver tid ret til at melde fra, og vende hovedet væk. Det skal de voksne respektere.

D E F Ø R S T E B O G S T A V E R

Småbørn skal have mulighed for at eksperimenterer med bogstaver, og den voksne skal bekræfte og tilrette bogstaverne, sammenligne barnets bogstaver med ’rigtige’ bogstaver.

Børn skal skrive, forme, male, byggelog lave bogstaver, ikke hele ord, bare bogstaver, eller rettere børnebogstaver. Det er børnenes egen opfattelse af, hvordan bogstaver ser ud. Den voksne bekræfter barnet. Her er ingen ’rettelser/røde streger’, alle bogstaver er legale. Det giver en ligeværdighed i samspillet. Når barnet har fået nok af børnebogstaver, holder de op med denne aktivitet, det er fuldt legalt.

Den voksnes rolle er hele tiden at opmuntre, inspirere og anerkende børnenes bogstaver. Og her er det vigtigt at bruge ordet ’ligner’ – ja, det bogstav ligner et o, eller – ja, hvis den streg var lidt længere, ville det ligne et t.

Samtidig lægger dette arbejde grundlaget til barnets egen forståelse af sig selv, som en person, der mestrer bogstaver, ja i det hele taget har succes med at beskæftige sig med bogstaver. Hvis de første spæde forsøg med skriftsproglighed giver barnet ’blod på tanden’, vil det være nemmere og tryggere at fortsætte dette arbejde i mere formelle rammer i skolen.

At kunne arbejde helt frit med bogstaver, uden at mærke andet end positiv interesse fra omgivelserne, giver barnet mod og selvtillid. Dette mod og selvtillid er yderst nødvendigt, når den ’egentlige bogstavindlæring’ påbegyndes i børnehaveklassen.

Gode grunde til at undlade bogstavaktiviteter med førskolebørn

Børn skal have lov til at lege, masser af fri leg hvor de kan ’gennemleve’ alle de temaer de har brug for

Børn kan tidsnok komme i skole og stifte bekendtskab med stillesiddende skolearbejde

Nogle børn vil hurtigt få et større bogstavkendskab end andre, og de kommer måske til at kede sig, når de kommer i skole

Hvad med de børn, der overhovedet ikke er interesserede i bogstaver, vil de tabe terræn i forhold til den store gruppe børn, der gerne går på opdagelse i bogstavverdenen?

Hvordan skal vi indkulturere/integrere bogstaver og ord i det daglige pædagogiske arbejde?

Kan vi komme til at lære børnene noget helt forkert om bogstaver, til skade for dem senere i skolen?

Hvorfor skal førskolebørn have mulighed for at beskæftige sig med bogstaver?

Fordi vi skal, det siger vores undervisningsminister

Fordi børn får en chance til at gå på opdagelse i bogstavernes verden – uden at fornemme at det er farligt eller krævende

Fordi børn kan udforske bogstaver uden at voksne blander sig i deres oplevelse

Fordi børn kan lege med bogstaver i store størrelser, så de kan gribe om/begribe bogstavformerne, kinæstetisk og taktilt. (Jo flere kanaler jo bedre)

(Små børn – store bogstaver, store voksne – små bogstaver og læsebriller)

Fordi børn har en instinktiv viden om bogstavernes betydning i vores samfund

Bogstaver er de voksnes yndlingslegetøj

Hvorfor gider (nogle) drenge ikke bogstaver?

Fordi mange voksne forveksler bogstav- og ordarbejde med stillesiddende aktiviteter, med store krav om ro, renlighed og regelmæssighed, eller i det mindste – finmotorisk præcision. De voksne har overset, at drenge er udstyret med den samme stenalderhjerne som drenge havde for mange tusind år siden, hvor drenge skulle kunne jage og slås, for at kunne overleve, ja for at hele samfundet kunne overleve.

Derfor er drenges tilgang til verden langt mere kropslig end pigers, de er vant til taktil og kropskinæstetiske erfaringer og læring, for det får man af at knokle rundt efter okser eller ubudne gæster.

Derfor kan drenge nås med for eksempel kæmpebogstaver, bogstavskattejagter, bogstavpolo på cykler, bogstavfiskeri, bogstavbowling…

Men – det udelukker ikke, at drenge også skal lære at sidde stille ’ved bålet’, og få gode historier. Eller tegner en tegning om det, som de lige har oplevet, så oplevelsen bliver bearbejdet.

Hvorfor er piger ofte glade for stillesiddende skoleopgaver

Fordi de er udstyret med en stenalderhjerne, hvor det fra tidernes morgen var vigtigt at passe ilden, passe søskende, sy klæderne og vente på, at husherren kom hjem med aftensmaden, så der kunne laves mad. Piger er derfor gode til at ’multitaske’, og har hverken tid eller lyst til at rende rundt og slås for sjov, og konkurrere om hvem der var bedst til at få en lillesøster til at sove.

Piger sætter sig gerne ned og farvelægger kopierede bogstaver, de gør gerne det som kvindelige pædagoger forventer.

Piger skal også have mulighed for at slås og jage

Hvis piger får mulighed for at slås og jage, vil de kunne eksperimentere med drengenes univers, og få bedre mulighed for at kunne begå sig i drengenes vilde verden. Jeg mener ikke slås og jage i gængs forstand, men mere løbende, hoppende, springende og måske endda mere udforskende. Jo flere arenaer man kan begå sig på, jo større selvtillid får man.